Mit heste eventyr/mareridt

Hej 🙂

I dag vil jeg fortælle om mit heste eventyr og mareridt, som jeg udlever lige nu. 🙂

Jeg har siden jeg var 13 år, haft min araberpony, Melissa. Jeg fik hende da hun var 6 år, og i dag er hun 17 år 🙂 Da jeg var 15-16 år, stoppede jeg med at ride, da jeg simpelthen havde interesser for meget andet. Jeg var ung og ville feste og have det sjovt. Så jeg “efterlod” faktisk Melissa, og hun stod på en rideskole, uden jeg kom og besøgte hende. Jeg ved hun har haft det godt, men den dag i dag, har jeg sgu dårlig samvittighed med at jeg bare kunne efterlade hende og stoppe hendes uddannelse med ridningen.

I oktober 2017 flyttede mine forældre på en gård med hestestald og to store folde. Der kom skæbnen og jeg kunne få Melissa hjem igen. Jeg er blevet ældre, og havde savnet at ride i lang tid. Så 1. okt. hentede jeg hende og kan slet ikke forstå at jeg kunne være væk fra hende i så mange år.

Jeg begyndte efterhånden at tænke, at jeg skulle have min nr. 2 hest. Som sagt, Melissa er oppe i årene og har ikke redet i 7 år, så ville gerne have en hest som jeg kunne ride mere på. Den 30. December 2017 købte jeg Lurifax, 2,5 år, tinker og vallak. SÅ lækker en dreng! Men et arbejde! En hest, som ikke havde oplevet det helt store, og alt var nyt for ham. Jeg havde egentlig selv sat mig for, at jeg selv ville tilride ham – men da vi kom tættere på, kunne jeg godt mærke, at det arbejde kunne jeg ikke selv. Så i september 2018 fik jeg ham hen til en super dygtig rytter, som skulle tilride ham. Efter en måned, fik jeg ham hjem igen. Det hele var gået så hurtigt, og han havde taget alt i stiv arm. Han elskede at arbejde og lære. Han nød det. Han var trafiksikker helt fra start og så rolig. Alt det, efter bare en måned. Jeg havde nogle skønne uger med ham, hvor vi fik redet, gik ture og nød hinanden. Endelig havde jeg fået en ridehest jeg kunne arbejde med og som jeg kunne udfordre, men som også kunne udfordre mig på den gode måde.

Så en dag i oktober, hvor jeg ville ud og gå med Lurifax i naturen sammen med en veninde. Jeg havde taget en regnjakke på ( de der moderne nogle, som er lange 😉 ) Jeg satte mig op og gik ned af grusvejen. Jeg kunne hurtigt mærke, at han bestemt ikke synes det var særlig sjovt at min regnjakke blafrede bagud. Så, så dum jeg var, tænkte jeg at jeg bare lige ville vende om og tage jakken af henne ved stalden – men jeg skulle nok bare ha’ hoppet af med det samme, at jeg mærkede han blev udtryk. På vej tilbage, vendte han 180 grader, og afsted det gik. Han hoppede og dansede, og galopperede op mod stalden. Jeg blev på i første omgang, og tænkte egentlig at jeg nok bare galopper ind i stalden, men næh nej, han drejede, og han drejede skarpt! Så jeg røg af med et brag, og han løb om bagved maskinhuset. Min veninde kom løbende hen til mig, men bad hende om at løbe efter Lurifax. Jeg lagde der, og kunne godt mærke, at det her gjorde ondt i min fod og jeg blev bare dårligere og dårligere. Jeg landede lige på siden, med hovedet i jorden, da min fod sad lidt fast i stigebøjlen. Min far og veninde fik mig båret op i min venindes bil, da jeg skulle på skadestuen, alt imens min mor gik sadlet Lurifax af. Vi kørte afsted, men jeg blev bare dårligere og dårligere. Kunne slet ikke være i mig selv – havde kvalme og svimmel. Da jeg mere og mere mistede bevistheden, ringede min veninde til 1-1-2, da hun var bange for at jeg havde slået hovedet. Ambulancen kom hurtigt og jeg blev kørt på skadestuen. Jeg kom heldigvis hurtigt til bevisthed og fik det bedre i ambulancen. Jeg sad i flere timer på en stue på skadestuen med min veninde og kæreste ved min side, og ventede på røgten. Jeg havde kraftig forstuvet min fod og havde heldigvis ikke slået hovedet. Jeg gik med krykker i 3 uger.

Her snart 2 måneder senere, har jeg stadig en øm fod og en øm skulder. Jeg har fået en del mere respekt for sporten og har en hest der er skræmt fra vid og sans. Har haft rytter på ham 3 gange siden, og han er så anderledes. Han er blevet bange for alt og vi skal starte helt forfra. Han stejler og sparker, bare jeg prøver at rense hans hove. Han er bange for den mindste lyd og selv for en cola dåse. Min bassemand <3 som ikke var bange for noget som helst – han kunne klare det hele og havde så meget selvtillid, det hele er faldet til jorden. Det hele var gået så godt – han var glad og tilfreds, men han har fået en rigtig forstrækkelse. Så jeg har valgt at starte alt forfra med ham. Han får pause fra ridning indtil foråret, og så kommer han i tilridningen igen, så han kan få en god oplevelse. Indtil da, skal jeg have gjort ham selvsikker igen.

Jeg nyder mine to skønne heste hver dag og nyder deres selskab.

Jeg siger til mig selv: Der er intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Vi kommer stærkt igen. 🙂