At være registreret som “en sårbar gravid”

Hej. 🙂

Som lovet, vil jeg lave et indlæg omkring min nuværende situation og det at være registreret som “en sårbar gravid”.

Jeg vil prøve at forklare hvad der skete op til jeg blev sygemeldt.

Vi venter os et ønskebarn. selvom vi kalder det et ønskebarn, er det ikke fordi vi har kæmpet for at blive gravid, nej – når jeg siger at det skete på første hug, så skete der faktisk på første hug! Så det skete meget hurtigt, og både Miki og jeg havde ikke regnet med at det ville gå så stærkt, som det gjorde. Men det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Jeg fik en positiv graviditets test. Jeg prøvede egentlig bare at teste mig en morgen, hvor jeg vidste at min menstruation skulle komme, bare for at se – og der, mens jeg var ved at gøre mig klar til at komme i skole, viste den sgu en svag streg. Jeg var helt paf og turde ikke at håbe på noget. Kan sige jer, det var en meget mærkelig dag i skolen, mine tanker var et helt andet sted. Med det samme jeg fik fri, tog jeg hjem og tog en test mere, og ja, det viste også positiv. Miki sad inde i stuen, og ville egentlig ikke fortælle ham det lige der. Men jeg skulle ud til min hest, da han var til tilridning på det tidspunkt – også sagde Miki det jeg bare ikke håbet på – han ville med 🙂 Jeg kunne da slet ikke sidde i bil med ham, UDEN at fortælle ham det, så jeg måtte nød til at fortælle ham det inden. Så jeg gik ind i stuen og sagde: skaaaaaaat? Kom lige herud. Han tænkte bare “ååhh, hvad nu??” KOM NU BARE HERUD! Han kom derud, og jeg viste ham testen og sagde: “Jeg tror sgu at den er positiv!” Han udbrød bare: NEEEEJ, seriøst? Da ikke allerede! Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Men vi skulle jo hurtigt ud af døren, så vi fik ikke rigtig slugt den sammen, eller talt om det. Tror vi begge var meget i chok over det, da det skete så hurtigt. Det var jo ikke helt med i planen, da vi står midt i at renovere vores hus. Men vi fik begge slugt nyheden og så blev vi selvfølgelig glade. Baby er jo ønsket og vi glæder os helt vildt!

Men midt i alt glæden, fik jeg en hård start på graviditeten. De første 3 måneder havde jeg kvalme, kastede meget op om natten og fik slet ikke min nattesøvn. Det endte ud i, at jeg tit meldte mig syg, fordi jeg slet ikke kunne hænge sammen. Jeg var drøn træt, og kunne sove ALLE steder, både stående og siddende. Men endte med at blive deltids sygemeldt – så havde kortere dage. De 3 måneder gik, og jeg fik det bedre. Endelig troede jeg, at jeg skulle nyde min graviditet. Så jeg blev rask meldt og arbejdede fuldtid igen. Efter det, kunne jeg godt mærke mit humør var dårligere og dårligere og jeg mistede ALT min energi og gad ingenting. Jeg gik på ferie i 3 uger. I min ferie begyndte jeg at få mareridt om alt muligt – men især omkring at jeg mistede barnet og min fødsel gik dårligt. Kunne også have mareridt om at jeg mistede Miki eller mine forældre – generelt omkring at miste nogen. Min nattesøvn var helt udueligt og vågede tit på grædende eller af chok – det var meget ubehageligt. Men jeg tænkte egentlig ikke så meget over det som sådan, selvom jeg godt kunne mærke at det ødelagde min nattesøvn og rigtig meget mit humør. Jeg kunne græde over ingenting. Bare at Miki spurgte mig om jeg ville gå ud med skraldet, kunne jeg gå helt i sort og bryde sammen, fordi det magtede jeg altså ikke lige. Mine nærmeste kunne jo godt mærke, at jeg var blevet mere sur og følsom. Miki og jeg troede bare det var min hormoner og jeg bare lige skulle lærer at takle dem. Min ferie sluttede, og jeg skulle afsted på arbejde mandag morgen i uge 31. Jeg havde ikke rigtig sovet om natten og jeg havde en af mine mareridt, som jeg havde næsten hver nat. Men jeg stod op. Jeg kunne godt mærke mit humør ikke var i top, men jeg tænkte at jeg nok bare lige skulle i gang efter ferie. Jeg gjorde mig klar og kom ud af døren og kørte på arbejde. Jeg var kommet halvvejs på motorvejen, og pludselig brød jeg fuldstændig sammen! Jeg kunne næsten ikke styre bilen og måtte kører af, for at holde stille. Jeg var helt færdig. Og hvorfor? tænkte jeg. Hvad fanden var jeg ked af, for jeg vidste det virkelig ikke.. Men jeg sad lidt og samlede mine tanker i noget tid og ringede derefter til mit arbejde, for at fortælle at jeg var blevet syg. Jeg kontaktede derefter Miki, og sagde hvad der var sket, og at jeg var på vej hjem igen. Han blev helt rystet, men ville komme hjem til mig senere. Jeg kontaktede min mor og sagde hvad der var sket, og hvad fanden jeg skulle gøre? “Ring til lægen!” sagde hun. Jeg ringede først til lægen dagen efter om morgenen og fik en tid samme dag. Lige fra den dag, har jeg været i behandling for angst for min graviditet og er nu registreret som “en sårbar gravid”. Jeg har fået flere angstanfald om natten, pga. mine mareridt.

For pokker, jeg synes det er svært. Jeg synes det er svært selv at forstå det. For hvorfor er jeg blevet det? Hvad fanden er grunden? Jeg vil gerne have en grund, men der er ingen grund for det. Jeg får samtaler i psykiatrien og vil være tilkoblet psykiatrien indtil mit barn er 6 måneder, da jeg har chance for at udvikle en fødselsdepression. Det tror og håber jeg nu ikke selv, at jeg får – men er super glad for at de er OBS på mig, og at jeg får alt den hjælp. For det hjælper og jeg er ved at få mere og mere styr på mine tanker – og jeg glæder mig. Jeg har hele tiden glædet mig til at blive mor og til at starte en lille familie op med Miki og vores to hunde. For satan da, hvor jeg glæder mig. Jeg elsker allerede mit barn himmelhøjt, og det hele bunder ud i, at jeg er pisse bange for at miste ham. Jeg er pisse bange for at min fødsel går helt galt eller jeg pludselig ikke mærker liv mere – det er min aller største frygt, og det sidder i mig hver evig eneste dag, indtil jeg ved at han kommer levende ud og jeg har ham i mine arme. Jeg ved at jeg bliver en god mor og Miki bliver en god far – helt uden tvivl! og jeg glæder mig bare.

Nu har jeg været sygemeldt siden uge 31 og det har været den helt rigtige beslutning. Jeg kommer ikke tilbage på arbejdet inden min barsel begynder og det vidste både min arbejdsgiver og læge fra start, for jeg skal passe på mig selv og mit barn. Efter jeg har fået en masse samtaler med min læge og i psykiatrien, og jeg kun behøver at tænke på mig selv og mit helbred og mit barn, har jeg fået det bedre. Jeg får det hele tiden bedre og bedre og har fået ro i min hverdag. Miki og min familie er så støttende og forstående. Selvom Miki er en type der slet ikke forstår psykiske sygdomme og hvordan man kan få det sådan, så har han ALDRIG set ned på mig. Han har prøvet at forstå, selvom det er svært for mig – og jeg forventer heller ikke andet af ham. Han er den bedste! <3

Vi er ved at blive klar til at blive forældre om godt og vel 3 måneder. Vi glæder os helt vildt. 🙂

Dette indlæg er faktisk super svært for mig at ligge ud, da det bestemt ikke er noget man har lyst til og være åben omkring. Men jeg føler bare at jeg måske kan være med at bryde tabuet omkring at være en sårbar gravid, da det er mere normalt end man lige går og tror. Jeg står ved det, og det er bare sådan det nu engang er, selvom jeg ville ønske at jeg kunne have nydt min graviditet. Men det skulle ikke være sådan, og det tager jeg med. Vi skal stadig have vores ønskebarn og han er det hele værd.

Tak fordi i gider at læse det – det er svært for mig at komme ud med, men det er kommet ud nu, og håber der er nogle der kan bruge dette indlæg til noget.

//Cæcilie